Skal du aftale kundeklausuler og konkurrenceklausuler med dine medarbejdere?

Arbejdsgivere skal huske at spørge sig selv: ”Hvilken beskyttelse har jeg mod mine medarbejderes konkurrencehandlinger?” Og: ”Skal jeg aftale kundeklausuler og konkurrenceklausuler med mine medarbejdere?”. Når du har læst indlægget, forstår du forhåbentlig bedre hvorfor, at du skal stille dig selv de spørgsmål, og du kender også svaret.

 

256 - 5508868_aim_business_focus_goal_marketing_icon (1).png

En konkurrenceklausul eller en kundeklausul aftalt mellem arbejdsgiveren og medarbejderen betyder enten, at medarbejderen i en bestemt periode efter fratræden hos arbejdsgiver 1) ikke må takke ja til et job i en konkurrerende virksomhed eller selv starte konkurrerende virksomhed eller 2) ikke må tage ansættelse hos eller have erhvervsmæssig kontakt - direkte eller indirekte - til sin tidligere arbejdsgivers kunder og andre forretningsforbindelser. Læs mere i artiklerne om konkurrenceklausuler og kundeklausuler.

Når medarbejderne er centrale for virksomhedens succes – tag stilling

I rigtig mange organisationer er medarbejderne centrale for virksomhedens succes. Tit er der medarbejderne lig virksomheden med den viden, kompetencer, personligheder og relationer, som medarbejderne har.

Rigtig mange arbejdsgivere er derfor interesserede i at gøre det godt for deres medarbejdere, så de har lyst til at blive ved med at gøre et godt stykke arbejde hos dem. Arbejdsmarkedet er i dag bare anderledes end for år tilbage, hvor man blev hos den samme arbejdsgiver i årtier. Så de fleste arbejdsgivere har nok erfaret, at det er helt naturligt, at medarbejdere vælger at søge nye udfordringer efter en periode på typisk nogle år.

Som arbejdsgiver skal du gerne inden, at jeres veje skal til at skilles, have taget stilling til, om du skal sikre virksomheden - bedre - ved at have aftalt en kundeklausul eller en konkurrenceklausul med medarbejderen. Du skal altså være klar over, om du har en tilstrækkelig beskyttelse i medarbejdernes almindelige loyalitetsforpligtelse, markedsføringsloven og lov om forretningshemmeligheder eller om du faktisk allerede ved ansættelsesforholdets indgåelse skal aftale en kunde- og/eller en konkurrenceklausul med medarbejderen.

 

Nøglemedarbejderne og hvilken skade de kan gøre

Det er ofte i forhold til de såkaldte nøglemedarbejdere, at tilknytningen og beskyttelsen er central, og derfor også i forhold til dem, at diskussionen om klausuler er relevant. Nøglemedarbejdere er typisk ledere eller centrale medarbejdere med særlig faglig viden og knowhow af stor værdi for virksomheden. Det kan tænkes, at det er medarbejdere, som har særlig indsigt i virksomhedens produktudvikling, erhvervshemmeligheder, kunderelationer, regnskaber, leverandøraftaler, prispolitikker, mv. eller om branchen og markedet. Sådanne medarbejdere kan være ansigtet på virksomheden udadtil overfor både kunder, samarbejdspartnere, men også potentielle medarbejdere. Bl.a. har netop sælgere ofte en tæt og personlig kontakt med virksomhedens kunder, som gør, at kunder nogle gange følger sælgeren og ikke brandet.

Ofte har virksomheden også brugt en del ressourcer - både i tid og penge - på at gøre nøglemedarbejdere værdifulde for virksomheden med først rekruttering og derefter oplæring, uddannelse/kurser samt medarbejderudvikling og herunder måske også teambuilding. Den værdi kan medarbejderen omsætte på arbejdsmarkedet ved at skifte til en konkurrent, hvor medarbejderen måske kan opleve et lønhop eller et hop opad på karrierestigen. Medarbejderen kan også på den måde påføre en ret direkte konkurrence, hvis medarbejderen skifter til en konkurrent eller starter egen konkurrerende virksomhed. Skaden kan yderligere ligge i, at du ikke bare mister medarbejderen, men måske også kunder eller samarbejdspartnere, som var knyttet særligt til den medarbejder.

Det er derfor væsentligt, at du som arbejdsgiver forstår problematikken i forhold til din virksomhed og medarbejdere og får taget stilling hertil før end, at du står i situationen med en nøglemedarbejder, som har opsagt sin stilling med bare en måneds varsel.  

 

Hvilken beskyttelse har arbejdsgiver, som ikke kræver yderligere aftale

Under ansættelsesforholdet har medarbejdere en loyalitetspligt overfor arbejdsgiveren, og denne gælder også i opsigelsesperioden eller under en fritstilling. Loyalitetspligten betyder, at medarbejderen ikke må skade sin arbejdsgiver, men gælder dog ikke efter ansættelsesforholdet ophører.

Det gør derimod § 4 i lov om forretningshemmeligheder med forbud mod at bruge og videregive forretningshemmeligheder, samt markedsføringslovens § 3 om god markedsføringsskik. Disse to love har dog også deres begrænsninger, fordi der så i hvert fald bl.a. skal være tale om forretningshemmeligheder eller markedsføring fra en erhvervsdrivende konkurrent.

 

Kundeklausuler og konkurrenceklausuler – husk det koster

Mange arbejdsgivere overser muligheden for at knytte de medarbejdere, som kan være afgørende for virksomhedens succes, tættere til sig ved brug af en kunde- eller konkurrenceklausul. Med sådanne klausuler kan arbejdsgiveren sikre virksomheden mod væsentlig og måske ødelæggende konkurrence. En konkurrence, som muligvis opleves som unfair, men som ikke er i strid med markedsføringslovens regler og hvor der heller ikke er gjort uberettiget brug af forretningshemmeligheder.

Det er ikke muligt generelt at sige, hvornår det vil give mening at pålægge allerede ansatte medarbejdere eller kommende medarbejdere en kundeklausul og/eller en konkurrenceklausul. Her skal økonomiske aspekt naturligvis inddrages, idet det koster at aftale sådanne klausuler – særligt den kompensation, som skal betales efter ansættelsesklausulloven.

Der skal altid foretages en konkret vurdering af jeres specifikke situation. Denne vurdering hjælper jeg naturligvis gerne med, og du er altid velkommen til at kontakte mig, så vi kan drøfte dine overvejelser.

Udover at overveje det økonomiske aspekt, så er det også nødvendigt, at der tages stilling til, om en kundeklausul eller konkurrenceklausul overhovedet kan aftales. For det er eksempelvis ikke alle medarbejdere, der kan blive omfattet af en konkurrenceklausul efter ansættelsesklausulloven. Der kan kun laves konkurrenceklausuler for medarbejdere, som indtager en ”helt særligt betroet stilling”, og det er altså ikke nok, at en medarbejder er funktionær. En kundeklausul og en konkurrenceklausul kan også hver for sig alene gælde i op til 12 måneder efter medarbejderens opsigelsesperiode udløber, og max 6 måneder hvis en kombineret kunde- og konkurrenceklausul er aftalt. Læs mere herom i artiklerne om konkurrenceklausuler og kundeklausuler.

 

En kunde- eller konkurrenceklausul aftalt efter 1. januar 2016 er kun gyldig, hvis den er i overensstemmelse med lov om ansættelsesklausuler. Loven kræver, at medarbejderen skriftligt har fået oplysninger om klausulen og dens indhold, bl.a. klausulens varighed, kompensationens størrelse mv. 

Forrige
Forrige

Min rejse til at blive selvstændig

Næste
Næste

Hvad er forskellen på en advokat og en jurist?